31. juli - Sidste dag i Milano

Vi manglede lige at se Duomoen indvendig og vi havde lige formiddagen, inden vi skulle til at rejse hjem. Jeg har set Duomoen indvendig før. Man bør nok se den, selvom man måske ikke er så interesseret i den katolske kirke. Det er imponerende, hvad de har fået lavet på de 500 år. Der er fyldt med symboler, lys, kors og kister med afdøde kardinaler. Det virker nu lidt morbidt, at der ligger en død mand i en glasmontre. Man kan se hans hænder, resten er trods alt skjult.

På vejen op til Milanos banegård, skulle vi altså lige forbi pizzariet Spontini. Deres pizza er altså god, trods restaurantens noget kantineagtige indretning. Derefter gik vi hen til hovedbanegården i Milano, hvor bussen går til Bergamo lufthavn, men vi skulle altså lige se den først. Det siges, at den blev bygget af Mussolini for at imponere Hitler. Det er i hvert fald Mussolini, der gjorde den færdig. Man kan nok diskutere om den er smuk, men den er altså stor og imponerende.

Forhallen i
Milanos hovedbanegård

Der skal i hvert fald være højt til loftet i officieller bygninger i Italien, må man konstatere.

Turen hjem er der sådan set ikke meget at fortælle om, med mindre man har en speciel interesse i køteorier. Det har jeg, men ikke min ferie. Slet ikke!

Sonja var desværre kommet til at skrive til Hanne, at vi ankom til Billund kl. 16:45 i stedet for 18:45, så hun havde ventet lidt længe på os, da vi kom ud i ankomsthallen i Billund.

Jeg blev placeret på bagsædet, så de to damer kunne snakke. Jeg faldt i at læse i et blad og på et tidspunkt kiggede jeg ud af vinduet og så, at der nu var 3km til Herning! "Hvorfor skal vi til Herning", spurgte jeg. Nåhh, de havde været så travlt optaget af at snakke, så de havde lige overset en afkørsel. Kan det så være en lærestreg til alle jer mænd. Hvis kvinder skal snakke, kan de altså ikke finde vej. Sagde han, uden overhovedet at generalisere. Nå, det tager altså en time og 42 og det er på 142km. Den anbefalede vej over Horsens tager en time og 11min og er på 106km. Når nu der kommer motorvej gennem Silkeborg, så bliver det ikke den store forskel. Fra Silkeborg bør man i hvert fald køre over Herning.

Rart at være hjemme igen.... i det kølige Danmark

30. juli - Kunst og kanaler

Andy Warhol

Det var klaret op, men regnen havde heldigvis kølet Milano lidt ned. Vi havde set, at der var en udstilling med Andy Warhol billeder og den måtte vi altså bare se. Udstillingen var i et restaureret hus på Duomopladsen. Indenfor havde den en spiralformet gang op til de forskellige etager. Det er meget handicapvenligt og helt sikkert inspireret af Guggenheim i NewYork, men der var dog ikke udstillet på selv gangen. Der var også en permanent udstilling, men den kunne vi tage, hvis benene tillod det. Museumsbesøg er næsten det værste for benene. Andy´s berømte dåsemad var der, samt en enkelt af portrætterne af Marilyn Monroe. Hans pladeomslag til LP’en med VelvetUnderground var der, lige ved siden af LP’en Sticky Fingers med Rolling Stones. Jeg vidste ikke, at Andy havde lavet omslaget til en Rolling Stones plade.

Umberto Boccioni

Benene tillod, at vi også lige tog den permanente udstilling ovenpå. Man afviser vel heller ikke muligheder for at se en Picasso. Kun et enkelt, - men der var også mange rigtig fine italienske malere. Der var mange af Umberto Boccioni.

Der er nu også et andet museum i nærheden. Ambrosiana hedder det og skulle indeholde nogle originale tegninger af Leonardo da Vinci. Det er nu ikke det eneste, - slet ikke. Der er fyldt med billeder af små fede Jesusspædbørn, som måske ikke er så spæde, som de burde være. ”Maleren har vist aldrig set et spædbarn”, mente Sonja. Det var nu faktisk også lokalerne, som billederne var udstillet i, som kom til at interessere os mest. De var ualmindelig flotte. Man måtte godt nok ikke fotografere, men vagterne havde pli nok til at gå ind i det andet rum, så jeg kunne få mit billede. Det sidste rum var biblioteket.

Biblioteket på Ambrosiana

Et aldeles fantastisk bibliotek, med bøger fra gulv til loft, - og de var gamle, skulle hilse fra dem og sige. Der var da Vincis tegninger udstillet. Det var vel nærmest skitser, som han havde skrevet en forklaring til. Han kunne skrive med enten venstre eller højre hånd og fra højre, hvis han lystede. Endda spejlvendt. Et virkeligt geni.

SigneVino

Puh ha, nu var fødderne trætte og vi var da også ved at være lidt sultne. Sonja havde opdaget en vinbar med udsigt til Duomoen (SigneVino). Den skulle vi da prøve. Den har restaurant på første sal og vi måtte vente lidt på et bord ved vinduet, men det var helt sikkert ventetiden værd. Jeg havde nu heller ikke travlt, for jeg havde lige fået en Nebiolo fra Langhe, - en slags lille Barolo, - i glasset. Jeg fik en tallerken Carpaccio og Sonja en vegetarlasagne. Vi var begge ret begejstrede. De kan altså noget med mad, de italienere.

Jeg gik op på værelset for at hvile benene og skrive på denne dagbog. Det tog nu ikke så lang tid. Jeg skal lige i gang, og så flyver bogstaverne ud af fingrene. Så efter en halv time kunne jeg gå ned på caféen overfor og få en velfortjent øl. Det var hyggeligt og en halv time efter kom Sonja, så vi lige kunne sludre om hvad dagen var gået med indtil nu. Tjeneren, der havde serveret rom for mig den anden dag, kom og hilste på og gav hånd. Jeg må da have gjort indtryk.

Milanos kanaler

Vi ville spise nede ved kanalerne i det sydvestlige Milano. Vi tog Metroen til Piazza Genova og gik ned til kanalen. Det er lidt som en slags italiensk Amsterdam med en helt lige kanal og små buede broer over. Rigtig hyggelig. Husene er ikke så velholdte, men der er fyldt med caféer og restauranter. Vi fik lige en øl ved en af dem mens vi studerede de forbipasserende. Det kan være ret interessant og være indgangen til mange små samtaler. Egentlig gik vi efter efter en restaurant, der var anbefalet i Turen Går til Norditalien, men der skal man sidde inde eller i en lille gårdhave uden udsigt til kanalen og folkelivet. Vi gik videre over på solsiden af kanalen. Der var ingen, der havde lyst til at sidde i solen og spise, men da solen gik ned bag husene lidt i 20, vrimlede det frem med sulte gæster. Da havde vi sat os  ved et bord på en restaurant. Den eneste restaurant med hvide duge. Den havde også en lidt anderledes menu. Sonja fik noget laks til hovedret og jeg en ossobuco. Jeg troede, at den blev serveret i rød tomatsovs, men nej. Det var hvid dildsovs. Det smagte dejlig og nu ved jeg at ossobuco ikke er retten men udskæringen.
Vi nåede ikke engang at drikke al vinen, før vi måtte flygte for myggene. Alle restauranter har stillet myggespray ud på bordene, - på linje med salt og peber. Jeg fik altså ikke min kaffe, så da vi var hjemme ved hotellet gik jeg ned til den lokale spisegade ved Duomoen og fik kaffe og en italiensk cognac.

Dejlig måde at slutte en dag på.

29. juli - Milano i regnvejr

Normalt ville jeg ikke synes, at skyet vejr var dejligt i min ferie, men lige her i Milano efter gårsdagens hedebølge, var det en lise at vågne op med udsigt til regn. Vi ville op på Domoens tag. Vi valgte det fra i går aftes, da vi ellers ville have lignet katte på et varmt bliktag. Det dryppede godt nok lidt, da vi købte billetten, men det skulle ikke forhindre os i at tage derop. Det er nu tredje gang jeg er der og anden gang Sonja er der, men lige betagende er det. Det er næsten umuligt at forestille sig, nogen har kunnet lave alle de figurer og mønstre. Det har nu også taget 500 år og Napoleon afsluttede værket.

Det begyndte nu at regne temmelig meget som vi nærmede os taget, og netop som jeg trådte ud på taget åbnede himlens sluser sig, og jeg måtte søge ly. Lige efter Sonja kom op, satte det ind med et veritabelt stormvejr, med torden og lyn og masser af vand. Vi mærkede kirken skælve under uvejret og jeg erkendte at jeg nok var på den forkerte side af taget. Efter få minutter stilnede stormen af, men regnen fortsatte og Sonja kom ikke ud på taget. Det holdt selvfølgelig op med at regne, da vi kom ud af kirken. Jeg gik nu op på hotellet for at starte denne dagbog og Sonja gik op ad en handelsgade.

Vi ville mødes senere på Pizzaria Spontini. Den blev vel hen ad 13, før vi mødtes der og det er virkelig en pizzaria, der er værd at besøge. Du kan kun få en slagt pizza, - en Magarita, men hvilken Magarita. Man bliver sat ved et lille bord og to minutter efter står pizzaen foran dig. Der er dejlig meget velsmagende brød, en krydret tomatsovs og rigeligt med ost. Hold da op det smager godt. Du kan få øl og sodavand til.

Efter denne frokost dragede vi videre fra Metro Loretto til Scorzio-slottet og dens park. Vi ville egentlig have lejet et par bycykler, men det kunne vi ikke finde ud af. Man skulle vist tilmelde sig i forvejen på Nettet?? Vi måtte altså gå rundt, men der var nu også fint. I den anden ende kan man se en triumfbue, som ikke vil overgås af Parises. Lidt at drikke på parkens café og så ned gennem slottet, som skulle være tegnet af Leonardo da Vinci.

Den er i hvert fald flot, og der skulle også være et museum, men det sprang vi over. Vel ude af slottet, ville Sonja gå ned af Via Dante og jeg kunne da godt gøre hende følge, men det fortrød jeg ret hurtig, for det plaskede pludseligt igen ned. Jeg tog derfor Metroen til Duomo og da jeg kom op derfra, stod himmel og jord i et og det lynede og tordnede. Det blev en zig-zag tur hjem til hotellet mellem ly for regnen. Jeg trængte virkelig til at hvile benene og det gjorde Sonja også, da hun kom hjem på værelset.

I Galleria Emanuela II er der en udstilling om Leonardo da Vinci. Den skal man selvfølgelig se, når man er i Milano. De er ret stolte af ham og bestemt ikke uden grund. Han tegne mange af sine ideer og nu har de så forsogt af lave modeller af dem. Han var tydeligvis meget interesseret i at kunne flyve, så der var helikopter, baskende vinger med en mand, balloner og faldskærme. Udstillingen var fyldt med skærme, der skulle illustrere hvordan maskinerne virkede og der var placer, der forklarede alt PÅ ITALIENSK!! Det elektroniske var ikke særlig driftsikkert, så vi mistede en del af udstillingens ide.

Vi havde egentlig planlagt, at tage ned til kanalerne og spise aftensmad, men det valgte vi fra og tog derfor  til kvarteret ved Via Brera igen. Vi fandt bare den første og bedste restaurant med borde ude på gaden. Den hedder New Art, men var helt traditionel italiensk. Det var ikke bare os, der fik aftensmad der, for en sværm af myg spiste også godt af vores blod i benene. Det betød, at jeg måtte næsten løbe hjem for at smørre bedøvelsesmiddel på myggestikkene. Resten af aftenen sad vi i hotellets launch og fik kaffe og en lille grappa. Og det var så den dag.

28. juli - Første dag i Milano

Vi er rejst med Ryaair herned til 298,- pr. person og 1200,- hjem, men så lettede flyet altså også kl. 6.00 søndag morgen. Det er lige lidt for tidligt for mig, hvis vi skal køre fra Aarhus, så vi kørte derned lørdag aften. Hanne kørte med, for så kunne hun tage bilen hjem og bruge den til arbejde. Vi overnattede på Hotel Zzzleep. Rigtig fint, men jeg kunne selvfølgelig ikke sove ordentligt. Vi stod op kl 4!! (Ja, fire), men det ville jo være endnu tidligere hvis vi skulle fra Aarhus. Der var morgenmad på hotellet. Ikke noget særligt, men dog nok til at vi kunne klare os til Milano.

På flyveturen gik de meget energiske stewardesser frem og tilbage og faldbød skrabelodder, cigaretter, mad og drikkevarer. Vi købte nu bare sodavand og kaffe.

Vi ankom til Bergamo lufthavn 15 minutter før tiden og det fejrede kabinepersonalet med et fanfare i højtalerne og en stemme proklamerede Ryaair, som Europas mest præcise luftselskab. I ankomsthallen køber man busbilletten ind til Milanos hovedbanegård. Turen tager en time. Ved banegården kan man så købe billetter til Metro, busser og sporvogne. Mens vi stod i kø, spurgte jeg manden bag glasset om han tog kort. Han nikkede. Da vi så skulle betale, var det kun billetter, vi kunne betale med kort, rabatkort til seværdighederne skulle betales kontant, - som vi selvfølgelig ikke havde. Vi er helt sikkert kommet til Italien. Nå, jeg måtte ud og finde nogle Euro og fandt straks en Forex. Damen ville godt give mig 200 €, men ville lægge 45€ oveni!! Der var intet valg, så jeg accepterede modstræbende. Så ville hun se mit pas, men det havde jeg selvfølgelig ikke med. "Findes der ikke en ATM i nærheden", - spurgte jeg. "Jo, - lige der", svarede hun og pegede mod en Forex ATM to meter fra hende, som er billigere og ikke kræver pas. "Hold da kæft, det er Italien, når det er bedst". Vel tilbage betalte vi hvad vi ville have og tog Metroen til Duomoen. Vort hotel, "Hotel de la Ville" ligger lige en spødtklat *1) fra Duomoen på Via Ulrico Hoepli, 6. Et gammelt hotel, med meget distingverede herrer bag skranken. Klokken var vel 9, men vi fik værelset med det samme. Fint er det, med tøj på væggene.

Udenfor er der ca. 250grader (i skyggen) og flydende bly løber i rendestenen. De kalder det hedebølge, men det er vist en underdrivelse. Lige overfor hotellet er der en Juicebar, med lidt sandwich og friskpresset saft. Det skulle vi lige have, mens vi besluttede os for, hvad der var bedst at gøre i sådan en situation.

Den skyggefulde arkade

Vi valgte selvfølgelig, at gå en tur i varmen. Enhver fornuftig italiener bliver selvfølgelig indendørs, men ikke os danskere. Vi gik mod sydøst. På kortet kunne det se ud som om, der var en ruin fra Romertiden. Det viste sig at være Rotondo de via Besana, - en kirke omkrandset af en cirkulær og skyggefuld arkade. Ved indgangen sad nogle italienske Falon Gong og mediterede.

Vi skulle snart igen have noget mad og især drikke, så vi traskede sydover. Der måtte da være en café, men det var der først ved Metro Porta Romana, at vi fandt en dejlig cafë med aircondition og en dejlig kyllingesalat til mig og et par "rolls" til Sonja. Jeg tømte ret hurtig to glas øl, hvorefter vi tog hjem til hotellet.

Badekarret med Duomoen i baggrunden.

Jeg gik op på femte sal til det forstørrede badekar, de kalder en swimmingpool, men det et aldeles dejligt, at sidde på bunden med kun hovedet over det kølige vand. Det blev også til en lur på værelset.

Vi blev enige om at det nok var bedst, at Sonja gik ind og kiggede i stormagasinet Rina Cente ved Duomoen, og jeg så fandt et sted at spise aftensmad. Hotelportien fortalte, at Milanos latinerkvarter hedder Brera efter gaden af samme navn. Han ville da gerne anbefale en restaurant, som han mente serverede god italiensk mad. Jeg fandt den hurtig og måtte lige sætte mig og få et par kolde øl og bestille bord. Det var den eneste restaurant i kvarteret, der sendte forstøvet vand ud for at køle gæsterne. Rigtig dejligt. Jeg traskede videre for at kigge mig lidt omkring og tage nogle billeder.

Det er ret almindeligt, at man har noget bevoksning på de flade tage. Selv små buske, men en af dem tog dog førstepladsen, den lignede nærmest en sydamerikansk inkapyramide, der efterhånden er skjult af junglen. Ganske hyggelig, - ellers.

Vi mødtes ved restauranten og jeg fik salat og en pizza og Sonja Bruchetta, brød med tomat og til hovedret pasta (selvfølgelig) med bacon og tomat. Rigtig udmærket. Ved hjemkomsten til hotellet skulle jeg da lige have en kop kaffe på caféen overfor. De havde ikke rigtig noget cognac som jeg ville have, men han tilbød at åbne en flaske 21 år gammel rom. Det fik han lov til og skænkede et glas, som var det rødvin.

Jeg sov udmærket den nat.

*1): Jeg spødter ca. 150m

Indledning

Duomo, - Domkirken.

Pludselig er der kommet regn. Det frisker, men får også mig til at sætte mig i hotellets opholdsrum for at skrive dagbog. Vi er i Milano. Sonja har haft ualmindelig travlt på arbejde, så nu skulle hun altså bare væk og på storbyferie med shopping og hvad deraf følger. Jeg er så heldig, at blive inviteret med.