31. juli - Sidste dag i Milano

Vi manglede lige at se Duomoen indvendig og vi havde lige formiddagen, inden vi skulle til at rejse hjem. Jeg har set Duomoen indvendig før. Man bør nok se den, selvom man måske ikke er så interesseret i den katolske kirke. Det er imponerende, hvad de har fået lavet på de 500 år. Der er fyldt med symboler, lys, kors og kister med afdøde kardinaler. Det virker nu lidt morbidt, at der ligger en død mand i en glasmontre. Man kan se hans hænder, resten er trods alt skjult.

På vejen op til Milanos banegård, skulle vi altså lige forbi pizzariet Spontini. Deres pizza er altså god, trods restaurantens noget kantineagtige indretning. Derefter gik vi hen til hovedbanegården i Milano, hvor bussen går til Bergamo lufthavn, men vi skulle altså lige se den først. Det siges, at den blev bygget af Mussolini for at imponere Hitler. Det er i hvert fald Mussolini, der gjorde den færdig. Man kan nok diskutere om den er smuk, men den er altså stor og imponerende.

Forhallen i
Milanos hovedbanegård

Der skal i hvert fald være højt til loftet i officieller bygninger i Italien, må man konstatere.

Turen hjem er der sådan set ikke meget at fortælle om, med mindre man har en speciel interesse i køteorier. Det har jeg, men ikke min ferie. Slet ikke!

Sonja var desværre kommet til at skrive til Hanne, at vi ankom til Billund kl. 16:45 i stedet for 18:45, så hun havde ventet lidt længe på os, da vi kom ud i ankomsthallen i Billund.

Jeg blev placeret på bagsædet, så de to damer kunne snakke. Jeg faldt i at læse i et blad og på et tidspunkt kiggede jeg ud af vinduet og så, at der nu var 3km til Herning! "Hvorfor skal vi til Herning", spurgte jeg. Nåhh, de havde været så travlt optaget af at snakke, så de havde lige overset en afkørsel. Kan det så være en lærestreg til alle jer mænd. Hvis kvinder skal snakke, kan de altså ikke finde vej. Sagde han, uden overhovedet at generalisere. Nå, det tager altså en time og 42 og det er på 142km. Den anbefalede vej over Horsens tager en time og 11min og er på 106km. Når nu der kommer motorvej gennem Silkeborg, så bliver det ikke den store forskel. Fra Silkeborg bør man i hvert fald køre over Herning.

Rart at være hjemme igen.... i det kølige Danmark

30. juli - Kunst og kanaler

Andy Warhol

Det var klaret op, men regnen havde heldigvis kølet Milano lidt ned. Vi havde set, at der var en udstilling med Andy Warhol billeder og den måtte vi altså bare se. Udstillingen var i et restaureret hus på Duomopladsen. Indenfor havde den en spiralformet gang op til de forskellige etager. Det er meget handicapvenligt og helt sikkert inspireret af Guggenheim i NewYork, men der var dog ikke udstillet på selv gangen. Der var også en permanent udstilling, men den kunne vi tage, hvis benene tillod det. Museumsbesøg er næsten det værste for benene. Andy´s berømte dåsemad var der, samt en enkelt af portrætterne af Marilyn Monroe. Hans pladeomslag til LP’en med VelvetUnderground var der, lige ved siden af LP’en Sticky Fingers med Rolling Stones. Jeg vidste ikke, at Andy havde lavet omslaget til en Rolling Stones plade.

Umberto Boccioni

Benene tillod, at vi også lige tog den permanente udstilling ovenpå. Man afviser vel heller ikke muligheder for at se en Picasso. Kun et enkelt, - men der var også mange rigtig fine italienske malere. Der var mange af Umberto Boccioni.

Der er nu også et andet museum i nærheden. Ambrosiana hedder det og skulle indeholde nogle originale tegninger af Leonardo da Vinci. Det er nu ikke det eneste, - slet ikke. Der er fyldt med billeder af små fede Jesusspædbørn, som måske ikke er så spæde, som de burde være. ”Maleren har vist aldrig set et spædbarn”, mente Sonja. Det var nu faktisk også lokalerne, som billederne var udstillet i, som kom til at interessere os mest. De var ualmindelig flotte. Man måtte godt nok ikke fotografere, men vagterne havde pli nok til at gå ind i det andet rum, så jeg kunne få mit billede. Det sidste rum var biblioteket.

Biblioteket på Ambrosiana

Et aldeles fantastisk bibliotek, med bøger fra gulv til loft, - og de var gamle, skulle hilse fra dem og sige. Der var da Vincis tegninger udstillet. Det var vel nærmest skitser, som han havde skrevet en forklaring til. Han kunne skrive med enten venstre eller højre hånd og fra højre, hvis han lystede. Endda spejlvendt. Et virkeligt geni.

SigneVino

Puh ha, nu var fødderne trætte og vi var da også ved at være lidt sultne. Sonja havde opdaget en vinbar med udsigt til Duomoen (SigneVino). Den skulle vi da prøve. Den har restaurant på første sal og vi måtte vente lidt på et bord ved vinduet, men det var helt sikkert ventetiden værd. Jeg havde nu heller ikke travlt, for jeg havde lige fået en Nebiolo fra Langhe, - en slags lille Barolo, - i glasset. Jeg fik en tallerken Carpaccio og Sonja en vegetarlasagne. Vi var begge ret begejstrede. De kan altså noget med mad, de italienere.

Jeg gik op på værelset for at hvile benene og skrive på denne dagbog. Det tog nu ikke så lang tid. Jeg skal lige i gang, og så flyver bogstaverne ud af fingrene. Så efter en halv time kunne jeg gå ned på caféen overfor og få en velfortjent øl. Det var hyggeligt og en halv time efter kom Sonja, så vi lige kunne sludre om hvad dagen var gået med indtil nu. Tjeneren, der havde serveret rom for mig den anden dag, kom og hilste på og gav hånd. Jeg må da have gjort indtryk.

Milanos kanaler

Vi ville spise nede ved kanalerne i det sydvestlige Milano. Vi tog Metroen til Piazza Genova og gik ned til kanalen. Det er lidt som en slags italiensk Amsterdam med en helt lige kanal og små buede broer over. Rigtig hyggelig. Husene er ikke så velholdte, men der er fyldt med caféer og restauranter. Vi fik lige en øl ved en af dem mens vi studerede de forbipasserende. Det kan være ret interessant og være indgangen til mange små samtaler. Egentlig gik vi efter efter en restaurant, der var anbefalet i Turen Går til Norditalien, men der skal man sidde inde eller i en lille gårdhave uden udsigt til kanalen og folkelivet. Vi gik videre over på solsiden af kanalen. Der var ingen, der havde lyst til at sidde i solen og spise, men da solen gik ned bag husene lidt i 20, vrimlede det frem med sulte gæster. Da havde vi sat os  ved et bord på en restaurant. Den eneste restaurant med hvide duge. Den havde også en lidt anderledes menu. Sonja fik noget laks til hovedret og jeg en ossobuco. Jeg troede, at den blev serveret i rød tomatsovs, men nej. Det var hvid dildsovs. Det smagte dejlig og nu ved jeg at ossobuco ikke er retten men udskæringen.
Vi nåede ikke engang at drikke al vinen, før vi måtte flygte for myggene. Alle restauranter har stillet myggespray ud på bordene, - på linje med salt og peber. Jeg fik altså ikke min kaffe, så da vi var hjemme ved hotellet gik jeg ned til den lokale spisegade ved Duomoen og fik kaffe og en italiensk cognac.

Dejlig måde at slutte en dag på.