29. juli - Milano i regnvejr

Normalt ville jeg ikke synes, at skyet vejr var dejligt i min ferie, men lige her i Milano efter gårsdagens hedebølge, var det en lise at vågne op med udsigt til regn. Vi ville op på Domoens tag. Vi valgte det fra i går aftes, da vi ellers ville have lignet katte på et varmt bliktag. Det dryppede godt nok lidt, da vi købte billetten, men det skulle ikke forhindre os i at tage derop. Det er nu tredje gang jeg er der og anden gang Sonja er der, men lige betagende er det. Det er næsten umuligt at forestille sig, nogen har kunnet lave alle de figurer og mønstre. Det har nu også taget 500 år og Napoleon afsluttede værket.

Det begyndte nu at regne temmelig meget som vi nærmede os taget, og netop som jeg trådte ud på taget åbnede himlens sluser sig, og jeg måtte søge ly. Lige efter Sonja kom op, satte det ind med et veritabelt stormvejr, med torden og lyn og masser af vand. Vi mærkede kirken skælve under uvejret og jeg erkendte at jeg nok var på den forkerte side af taget. Efter få minutter stilnede stormen af, men regnen fortsatte og Sonja kom ikke ud på taget. Det holdt selvfølgelig op med at regne, da vi kom ud af kirken. Jeg gik nu op på hotellet for at starte denne dagbog og Sonja gik op ad en handelsgade.

Vi ville mødes senere på Pizzaria Spontini. Den blev vel hen ad 13, før vi mødtes der og det er virkelig en pizzaria, der er værd at besøge. Du kan kun få en slagt pizza, - en Magarita, men hvilken Magarita. Man bliver sat ved et lille bord og to minutter efter står pizzaen foran dig. Der er dejlig meget velsmagende brød, en krydret tomatsovs og rigeligt med ost. Hold da op det smager godt. Du kan få øl og sodavand til.

Efter denne frokost dragede vi videre fra Metro Loretto til Scorzio-slottet og dens park. Vi ville egentlig have lejet et par bycykler, men det kunne vi ikke finde ud af. Man skulle vist tilmelde sig i forvejen på Nettet?? Vi måtte altså gå rundt, men der var nu også fint. I den anden ende kan man se en triumfbue, som ikke vil overgås af Parises. Lidt at drikke på parkens café og så ned gennem slottet, som skulle være tegnet af Leonardo da Vinci.

Den er i hvert fald flot, og der skulle også være et museum, men det sprang vi over. Vel ude af slottet, ville Sonja gå ned af Via Dante og jeg kunne da godt gøre hende følge, men det fortrød jeg ret hurtig, for det plaskede pludseligt igen ned. Jeg tog derfor Metroen til Duomo og da jeg kom op derfra, stod himmel og jord i et og det lynede og tordnede. Det blev en zig-zag tur hjem til hotellet mellem ly for regnen. Jeg trængte virkelig til at hvile benene og det gjorde Sonja også, da hun kom hjem på værelset.

I Galleria Emanuela II er der en udstilling om Leonardo da Vinci. Den skal man selvfølgelig se, når man er i Milano. De er ret stolte af ham og bestemt ikke uden grund. Han tegne mange af sine ideer og nu har de så forsogt af lave modeller af dem. Han var tydeligvis meget interesseret i at kunne flyve, så der var helikopter, baskende vinger med en mand, balloner og faldskærme. Udstillingen var fyldt med skærme, der skulle illustrere hvordan maskinerne virkede og der var placer, der forklarede alt PÅ ITALIENSK!! Det elektroniske var ikke særlig driftsikkert, så vi mistede en del af udstillingens ide.

Vi havde egentlig planlagt, at tage ned til kanalerne og spise aftensmad, men det valgte vi fra og tog derfor  til kvarteret ved Via Brera igen. Vi fandt bare den første og bedste restaurant med borde ude på gaden. Den hedder New Art, men var helt traditionel italiensk. Det var ikke bare os, der fik aftensmad der, for en sværm af myg spiste også godt af vores blod i benene. Det betød, at jeg måtte næsten løbe hjem for at smørre bedøvelsesmiddel på myggestikkene. Resten af aftenen sad vi i hotellets launch og fik kaffe og en lille grappa. Og det var så den dag.